Mere end fem generationer af kvinder har siden starten i 1901 roet i klubben:
Først pionergenerationen, der oplevede kampen for kvindernes valgret, røg cigarer, aflagde korsettet og søgte efter nye veje ind i en sportsgren, som hidtil havde været forbeholdt mænd.
For 30ernes og 40ernes frigjorte unge kvinder var roning den ideelle platform for et liv med "jazz, hav og - måske - elskov".
50ernes og 60ernes kvinder indfriede pionergenerationens drøm om, at kvinderoning skulle være en seriøs idrætsgren med plads til såvel elite som bredde.
I 70erne var det de modne kvinder, der fik lyst til at ro. De som ville ro om kap, blev veteraner, og de som ikke ville, ønskede at forene motion og hygge i pauserne mellem jobbet og familien.
I dag er endnu en generation kommet til. Det er kvinder, som både har brug for et personligt frirum og som vil være i god form. Kvinder, som ror langt om sommeren og holder formen ved lige i romaskinen i vintermørket.