I 125 år har kvinder trodset regn, forventninger og travlhed, og har kastet sig over det kinderæg, som roningen er: Motion, naturoplevelser og venskaber. Herunder fortæller en række kvinder, hvorfor og hvornår de er blevet roere; deres bedste oplevelser og hvad deres ønsker er for klubben fremover.
Lotte Østergaard fortæller: Jeg blev medlem i 2013 - min datter roede i Skovshoved roklub, og det vakte min interesse. Jeg var til åbent hus i HDR, hvor der blev taget rigtig godt imod.
Gode langture f.eks. til Tolo i godt vejr, spændende område og god stemning. |
Annette L. Jørgensen fortæller: Efteråret 1996 fordi jeg tilfældigt havde set et opslag i udhængsskabet ved havnekontoret. Der stod bl.a. at det var sundt for ryggen at ro, så det var lige noget for mig (der har skoliose og Scheuermann). Var kanin i 1997.
Håber for fremtiden: At det stadig vil være muligt at ro flere bådtyper på niveauer, der passer alle aldre, styrker og ambitionsniveauer. |
Eva Guld fortæller:Kom til HDR i 1990 efter otte år i Gefion. Fortrød ikke skiftet.
Blev hurtig uddannet, blev rochef og ansvarlig for SPP i 10 år.
Er nu 83 og måtte stoppe med at ro. Kommer stadig i klubben, og håber at gøre det mange år endnu.
Stort tillykke.
|
Stine Heilmann fortæller: Jeg blev medlem i klubben for 4 1/2 år siden og har elsket hver dag siden ! Jeg savnede et trænings fælleskab og har en særlig kærlighed til havet!
Mine største oplevelser i klubben har været at indgå i en forening hvor vi løfter i flok og passer på hinandens forskelligheder og aldersforskelle. At lære noget nyt i en del alder - at ro på havet tidlig tidlig om morgenen- og mærke samtidighed energi og flow i båden ! Waw det er lykke !!!
Jeg ønsker bare mere af det samme de næste 125år!!!
|
Marianne Hegel fortæller:Jeg valgte at blive medlem af HDR, da jeg tidligere har været medlem. Jeg begyndte at ro i 1995, hvor jeg mødte min mand til kanindåbsfesten, som blev holdt på samme tidspunkt som HR. Men dog hver for sig. Senere traf jeg ham til fælles standerstrygning. Jeg stoppede efter ca. 5 år pga. af børn. Jeg begyndte atter i 2017, og har været utrolig glad for det siden. Jeg synes, det er en god og dejlig klub, hvor der er plads til både motionsroning og motionskaproning. Jeg ønsker, at det fortsat er sådan fremover. |
Lea Eggs fortæller: Jeg blev medlem i 2015. Jeg så invitationen til åbent hus i Villabyerne og har ikke fortrudt en eneste gang. Min bedste oplevelse er motion i et positivt fællesskab. Vi er heldige at ha’ hinanden på tværs af generationer. Der er plads og aktiviteter til alle.
Hvad vi har i Hellerup Dameroklub er opskriften på et længere og bedre liv, så lad os fortsætte med det de næste 125 år ;)
|
Ulla Eikard fortæller:Jeg blev medlem i 2014, efter at jeg tilfældigvis så en annonce om åbent hus i Villabyerne. Det var dejligt at komme tilbage til Øresund, som jeg har sejlet tyndt som søspejder i 70’erne, og siden har haft et godt øje til. Men efter en lang vinter havde jeg glemt alt om rotag og kommandoer og tænkte, at det var det. Men, så ringede Annette HC og fortalte, at der var mulighed for en brush-up… og vupti var jeg tilbage på vandet, heldigvis! Siden erfarede jeg værdien af også at bruge vinteren til gymnastik, ergometer mv., så både form og venskaber holdes vedlige. Siden er det blevet til mange gode oplevelser, især om søndagen, som stadig er min foretrukne rodag, da hverdagene på kontoret ofte er uforudsigelige og svære at planlægge. Det er dog blevet utroligt meget lettere efter vi fik det digitale rokort, hvor ture og tilmeldinger hurtigt kan tilgås. Jeg nyder forskellighederne i klubben, både i forhold til hvem jeg er ude på vandet med og hvordan vi ror, altså om der er fokus på teknik og styrke eller blot at følge stroken, mens verdenssituationen vendes. Men også muligheden for at skrue op og ned efter interesse og livsfase. Nu, hvor mine børn er flyttet helt hjemmefra, har jeg fået mere tid, og så er det herligt at kunne lægge flere timer i klubben og fx tage på flere langture. Jeg håber, vi kan blive ved med at udvikle os som klub, holde fast i vores traditioner og bruge vores forskelligheder til at styrke fællesskabet. |
