Skrevet af Ulla Eikard
Fællesskab, motion, konkurrence og kvinder, der tager plads på vandet.
Hellerup Dameroklub har forandret sig gennem de seneste 25 år, men meget af det, der binder medlemmerne sammen, er stadig det samme.
Da en gruppe medlemmer i 2026 mødtes med lokalarkivar Anna Bønnelycke som optakt til Hellerup Dameroklubs kommende udstilling på Hovedbiblioteket, blev de sidste 25
års klubhistorie foldet ud gennem personlige minder og fortællinger.
Tinna Groos, Marianne Hørup, Olga Brüniche-Olsen, Eva Guld og Charlotte Hummer fortalte om en klub, hvor både roformen, teknologien, tøjet og hverdagslivet har ændret sig – mens glæden ved at være på vandet består.
Vejen ind i klubben
For mange begyndte medlemskabet gennem andre mennesker.
Tinna Groos kom ind i klubben via naboer og har været en del af Hellerup Dameroklub gennem de seneste 25 år. Hun bevægede sig efterhånden fra almindelig roning til langdistance og konkurrence.
For Marianne Hørup begyndte historien endnu tidligere. I 1993 ville en gruppe på omkring 19 kvinder prøve kræfter med roning som et alternativ til andre fritidsaktiviteter. Men gruppen var så stor, at der opstod frygt for en lesbisk overtagelse… og der var venteliste. Efter to år lykkedes det kvinderne at blive medlemmer, da frygten viste sig at være ubegrundet: De 19 kvinder var fra samme mødregruppe.
Ventelisten var på det tidspunkt en helt konkret størrelse: håndskrevet og hængt op ved døren. Klubben havde mange medlemmer og optog omkring 40 nye om året. I 1995 meldte Olga Brüniche-Olsen og hendes søster sig ind, efter at de havde fået lyst til at atter at ro sammen, som de kendte fra deres barndoms sommerliv i Sletten.
Andre fandt vej til klubben på andre tidspunkter i livet. Eva Guld kom til Hellerup Dameroklub i 1990 efter otte år i Gefion. Charlotte Hummer fandt klubben under
coronaårene, efter en skilsmisse og et ønske om at komme i gang med noget nyt.
Mere end en sport
Spørgsmålet er ikke kun, hvorfor kvinderne begyndte at ro. Det er også, hvorfor de blev ved.
Svaret går igen i fortællingerne: Fællesskabet.
At ro betyder for mange et frirum fra arbejde og hverdag. På vandet kan man bevæge sig, få frisk luft og samtidig tale sammen. Olga beskriver glæden ved efter en lang arbejdsdag at kunne sidde på vandet, stresse af og være fysisk aktiv på samme tid. En tidligere klubkammerat formulerede det sådan: Hvor finder man en sport, hvor man kan sidde ned og dyrke motion og samtidig føre meningsfulde samtaler?
Marianne fremhæver på samme måde den særlige kombination af motion, grin, tålmodighed og accept. Der er også en grundlæggende tillid til, at medlemmerne passer på hinanden på vandet. En fast regel er, at båden går ind, hvis blot én føler sig utryg. Ingen skal overtales eller presses til at blive ude.
At klubben er for kvinder, har samtidig betydning. De deltagende medlemmer beskriver et særligt frirum og en støtte til både de praktiske og sociale opgaver i foreningen. I klubben oplever de, at alle er med til at tage ansvar efter behov og udføre opgaver, praktiske som sociale efter evne. Det giver et godt sammenhold, fx når der én gang om året skal gøres både i stand for vinteren. Så inddeles alle medlemmer i ”bådfamilier”, der har ansvaret for at ordne en båd.
Fra ”swim or sink” til en moderne roskole
Hverdagen i klubben har også ændret sig.
En af de tydeligste forandringer er udviklingen af roskolen. Tidligere var tilgangen i højere grad præget af princippet ”swim or sink” – det vil sige, at der stort set ikke var nogen særlig undervisning - mens undervisningen i dag er blevet meget mere pædagogisk og struktureret, fx med buddy-ordning m.v. Samtidig har Rokort gjort det langt nemmere at finde andre at ro med, så de nyuddannede hurtigt kan finde nogen at ro på tur med.
Rokort betyder, at medlemmerne i højere grad selv kan tilrettelægge deres aktiviteter, udover de fælles ture. Nogle ror flere gange om ugen og deltager i konkurrencer, mens andre ror et par gange om ugen eller blot tager på vandet, når tiden og lysten er til det.
Der er også kommet flere former for træning. Struktureret træning og Powerroning blev introduceret i 2010 som tilbud til alle medlemmer, mens Sportsroning kom til i 2021. Efter corona er e-roning blevet endnu en mulighed, både om vinteren og på dage, hvor vejret ikke indbyder til en tur på vandet.
Teknologien har således ikke fjernet fællesskabet – den har på flere områder gjort det lettere at finde det. Hvor det tidligere kunne være svært at finde nogen at ro med, kan alle i dag se planlagte roture og tilmelde sig efter eget ønske. Et andet liv – og et andet rotempo.
Roningen har også ændret karakter, fordi medlemmernes liv har ændret sig.
Olga fortæller om en tid, hvor børnene kunne være alene hjemme et par timer om aftenen, og hvor der ikke var mails, computere og andet arbejde, der ventede. Aftenen var fri, indtil næste arbejdsdag begyndte. Derfor kunne en almindelig roaften også byde på 25 kilometer.
I dag er hverdagen anderledes. Der er større forventninger om at få karriere, familie, fysisk aktivitet, socialt liv og mental sundhed til at gå op på samme tid. Det har betydet, at nogle af de lange ture er blevet kortere. Hvor langture tidligere kunne vare en lille uge og gå fra roklub til roklub, er turene siden 2010'erne blevet stadig kortere.
Også foreningslivet generelt opleves som mere individualiseret. Der er mindre tid til lange fælles ture i hverdagen og mere plads til individuelle aktiviteter.
Samtidig er medlemmerne ikke blevet mindre ambitiøse. Den generation af kvinder, der beskrives i materialet, er fysisk stærk, aktiv og vant til byliv, yoga, caféer og biografer. De er også parate til at ro i tåge og vind og til at konkurrere.
Vinden, vandet og klimaet
Selve rofarvandet har også forandret sig.
Et mere udfordrende vejr med mere vind og strøm har gjort coastalbådene relevante, fordi de er lettere at håndtere under de nye forhold. Samtidig betyder bådtypen, at der er flere dage, hvor det er muligt at komme på vandet.
Dermed bliver udviklingen i udstyr også en del af klubbens historie. Fra traditionelle træbåde og lange roture til coastalbåde af glasfiber, ergometre, Rokort og moderne
elektronisk træningsudstyr har rammerne for roningen ændret sig markant.
Rotøjet som fælles symbol
Noget så konkret som klubbens tøj fortæller også historien om forandringerne.
Rotøjet har både en praktisk og social funktion. Det markerer fællesskabet og gør klubben synlig. Samtidig er tøjet en del af konkurrenceroningen, hvor ens påklædning kan være et krav.
Tøjet har fulgt udviklingen inden for tekstiler – fra det, der beskrives som campinghabit, til moderne kunststofmaterialer. Designet har samtidig fulgt tidens kropsidealer. I 2010 satte den daværende rochef Hanne Schackinger gang i femte generation af rotøjet.
I 2026 er klubben nået til sjette generation af rotøj. Og der er lavet en helt særlig jubilæumsudgave af rotøjet med sit eget jubilæumslogo.
Konkurrence og fællesskab
Konkurrence har været en del af Hellerup Dameroklubs historie siden de første år.
Klubben har gennem årene deltaget i konkurrencer både på vandet og på land – lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.
Københavnskredsen tog i 1990'erne initiativ til en hygge-konkurrence, som blev til SPP – Sved På Panden. Der var dog ikke altid enighed om konkurrencens berettigelse. I 2002 var der betydelig modstand blandt både bestyrelse og medlemmer. Konkurrencen blev derfor flyttet til torsdagen, som ikke var en almindelig roaften, og kunne dermed fortsætte.
Der er også særlige kvindelige rotraditioner. Dameroklubtræffet blev afholdt hvert andet år fra 2001 til 2016 med deltagelse af klubber fra både hovedstaden og Jylland.
Trekantmatchen har fundet sted siden midten af 1950’erne, hvor de tre dameroklubber Lyngby Dameroklub, Gefion og Hellerup Dameroklub mødes til kaproning i tre kategorier: bestyrelsesbåd, medlemsbåd og kaninbåd. Medaljer og middag hører med.
Traditioner, der binder generationerne sammen
Selv om klubben har forandret sig, er der mange traditioner, som stadig forbinder medlemmerne på tværs af generationer.
GDR – Gamle DameRoere – er en af dem. Her mødes medlemmer fra HDR og GDR blandt andet til frokost hver onsdag, og der er tradition for sommerudflugter til sommerhuset. GDR har også gennem årene støttet Hellerup Dameroklub med blandt andet både, møbler og inventar.
Standerhejsning og standerstrygning, roskole og kaninfrigivelse, klubbens fødselsdag den 19. september, julefrokost og uddeling af nåle og gaver ved bestemte medlems- og kilometerantal er andre eksempler.
Træningen har også en lang historie. Allerede siden 1990'erne har medlemmer trænet på ergometre og dyrket gymnastik flere gange om ugen.
De nyere traditioner supplerer de gamle. Caféaftener er blevet en fast del af klubkalenderen, og nye former for træning har givet medlemmerne flere muligheder for at være aktive sammen.
Fra Årebladet til sociale medier
Kommunikationen i klubben har gennemgået en næsten lige så stor forandring som selve roningen.
Omkring 100-årsjubilæet fik klubben domænenavnet hdr.dk og en hjemmeside. To år senere blev hjemmesiden moderniseret, og siden er den blevet opdateret flere
gange.
Tidligere var Årebladet det interne kommunikationsmiddel. Det trykte medlemsblad udkom frem til 2008. Siden er kommunikationen i stigende grad flyttet over på Rokort
og på hjemmesiden, hvor medlemmerne blandt andet kan finde regler, udvalg og information om roture.
Fra lange kjoler til Garmin
Ser man på udviklingen over hele klubbens historie, bliver forandringen næsten symbolsk.
Som en bevægelse fra stilroning, lange kjoler og korsetter i 1901 til specialdesignet rotøj, e-roning, Rokort, Speedcoach og Garmin i 2026.
Men selv om udstyret er blevet moderne, er nogle af de grundlæggende værdier de samme.
Retten til at dyrke sport og konkurrence. Muligheden for at være aktiv hele året og hele livet. Og betydningen af fællesskaber og relationer.
For de kvinder, der fortæller om deres tid i klubben, handler Hellerup Dameroklub derfor ikke kun om kilometer på vandet. Det handler også om at have et sted at høre til.
Et sted, hvor forskellige generationer mødes, hvor man kan være ambitiøs eller bare ro en søndagstur, og hvor man kan lægge arbejdet fra sig for en stund.
På den måde er historien om de seneste 25 år også historien om et fællesskab, der har formået at forandre sig uden at give slip på det, der fik kvinder til at blive ved med at mødes ved vandet.
