Hellerup Dameroklub markerede i dag starten på sommersæsonen med den traditionsrige standerhejsning. Under grå himmel og i godt humør samledes knap 90 medlemmer, venner og familie ved Øresund for at tage hul på en ny sæson på vandet.
Dagen bød også på en særlig begivenhed, da to helt nye både blev døbt.
Den nye smølfeblå coastalbåd blev af Gentofte-borgmester Michael Fenger døbt Grevinden, mens den utroligt smukke nye inrigger af bådebyggeren selv, Jørgen Andersen, blev døbt Udblik. 800 timer har det taget at bygge Udblik, men så er den også, som borgmesteren bemærkede, et kunstværk.
Efter dåben blev de to både sendt ud på deres jomfrutur. Med 10 spændte roere ombord gled Grevinden og Udblik ud på vandet til beundring fra de fremmødte, der fulgte med fra land.
Herefter bød arrangementsudvalget på lagkage og kaffe til alle - kun afbrudt af uddeling af sølv- og guld-årer samt jubilæumsmarkeringer på hhv 40 og 70 år!
Med standeren hejst og nye både i flåden er Hellerup Dameroklub nu klar til en ny sommersæson fyldt med aktivitet, fællesskab og gode oplevelser på Øresund.





