HDR til Broroning under Øresundsbroen - tekst Louise Holte
Tidligt lørdag morgen mødtes 32 friske HDR-damer ved Øresund Roklub til briefing angående dagens rotur ud til Øresundsbroen langs Peberholmen. 134 roere var der tilmeldt, så det er mange både på en lille plads. Vi deltog med vores egne to coastelbåde, vi havde roet ned i torsdags, og resten var inriggere vi havde lånt. Lidt galt gik det, da vi fik en 4-åres i stedet for en 2-åres, så der blev flyttet lidt rundt og ordnet – som vi jo er gode til.
Dagens tur var planlagt til omkring 23 km, men vinden var lidt imod os. Vi startede fint ud alle HDR-både mellem kl. 9 og ca. 9.30 og begav os ud fra Kastrup og sydpå langs lufthavnen med flyene over bådene på vej til landing.
Desværre viste den ene båd sig at være utæt – og klogt nok besluttede besætningen at de ikke ville være ude i sejlrenden i en ukendt båd der tog vand ind, så de smuttede tilbage og lånte en anden båd, og fandt på en alternativ tur til Amager strandpark. Vi havde også en båd der besluttede sig for at tage en tur langs kysten til Dragør, hvor der er mange indgange til havnen og rigtigt hyggeligt.
Vi andre drønede derudaf og lige ud for spidsen af Peberholmen krydsede vi ud mod sejlrenden, hvor der lå en gammel rød veteranbåd og ventede på os. Her blev vi krydset af og fik GO – til at krydse over mod en sejlbåd der lå på den anden side. Altid spændende at krydse sejlrenden – de er godt nok store de skibe der kommer nordfra. Det gik godt for alle og over mod Peberholmen gik det. Vinden kom nordvest fra, så der var ikke mulighed for læ nogle steder. Vi kom tættere og tættere på broen og den er flot både at køre over og ro under. Vi roede ud til 2. bropille og krydsede under og rundt i stærk strøm og vind.
Derfra skulle vi samme vej tilbage – nu i modvind og bølger der havde arbejdet sig op til en pæn størrelse med masser af skum på. Alle var seje og kæmpede. Vi var jo i forskellige slags både og hurra for Madamen der er toplækker at ro i og bare pløjer sig gennem bølgerne, og der var mange og de var store. Det var den rene tivolitur hvor coastelfolket fik væltet vand ind over sig i bølgedalene. Bådene blev mere spredte da inriggerne måtte krydser meget mere i bølgerne og måtte gå langt op nordpå før sejlrenden, da der var pænt gang i bølgerne midt ude i det hele. Det var svært for alle at krydse over ved den røde hjælpebåd, da bådene ret hurtigt drev sydpå, hvilket var et stort problem fordi vi ikke kunne stoppe op og spise snacks undervejs på turen.
Madamen kom ind som første båd i havnen, og de troede ikke på at vi havde været ude og runde Broen – men det havde vi jo, og snart efter kom Blåhvalen og den første 4-års ind – fuld af seje vindblæste damer, nogle mere våde end andre. De næste timer mens der blev spist madpakker, grillpølser, kage og drukket fadøl, kom bådene ind stille og roligt efter en lang kamp ud i bølgerne. Alle så glade ud, men der var blevet kæmpet i mange timer og bølgerne havde været høje. Heldigvis lagde vinden sig lidt til sidst, og vi fik heppet vores sidste båd ind med tre seje damer der virkelig havde knoklet for det. Heldigvis var der både kage og fadøl tilbage. Fedt at være så mange afsted fra klubben på en gang til et sejt arrangement, vi gøre det igen om 25 år når Øresundsbroen bliver 50 år 😊